Hovedkonklusioner

Det er i projektet undersøgt, hvordan fjernvarmeforsyningen i hovedstadsområdet kan udvikle sig under hensyntagen til samspillet med det liberaliserede elmarked og under de rammer for kraftvarmeproduktion som sættes af EU’s kvoteregulering og nationale afgiftsregler og incitamenter for at øge anvendelsen af vedvarende energi.

 

Øget anvendelse af vedvarende energi

Det har været et selvstændigt mål i projektet at undersøge de tekniske og økonomiske muligheder for at fordoble VE anvendelsen til 70 pct. i 2025, samt at se på mulighederne for yderligere at øge VE andelen.

 

Den overordnede konklusionen med hensyn til omstilling til en højere andel vedvarende energi er, at det er både muligt og hensigtsmæssig med en hurtig og større omstilling til biomasse på kraftvarmeanlæggene, som herefter bør følges op af en mere langsigtet omstilling til andre VE former (eksempelvis geotermi og solvarme) i takt med indhøstede erfaringer. Analyserne har vist, at for varmeforbrugere tilknyttet det kollektive system er det mest økonomisk at etablere varmepumper og solvarme som større, decentrale enheder.

 

Varmebesparelser med store omkostninger

Analyserne viser, at der på forsyningssiden vil være en gevinst ved at gennemføre besparelser i fjernvarmeområderne, men at en indsats for ambitiøse varmebesparelser har store omkostninger, såfremt det ikke kan ske i forbindelse med renovering. I projektet er det valgt at basere vurderinger af omkostninger til varmebesparelser på andre undersøgelser og anlægge en gennemsnitsbetragtning. En gennemgang af andre nyere undersøgelser viser dog, at der er økonomisk basis for en besparelsesindsats, som også motiveres ud fra hensynet til forsyningssikkerheden og robusthed over for prisstigninger på biomasse. Der er imidlertid grund til en særlig indsats for at reducere omkostningerne til varmebesparelserne.

 

Potentiale for øget tilslutning

Analyserne viser endvidere, at der er god økonomi i at udvide fjernvarmeområdet ved en konvertering af etagebyggeri og erhvervskunder i de individuelle naturgasområder i interessentkommunerne. En konvertering vil ud over den økonomiske fordel betyde en væsentligt lavere CO2-emission samlet set. På kort sigt kan de nuværende relativt lave brændselspriser dog være en barriere for at konverteringen igangsættes.

 

En mere detaljeret gennemgang af projektets konklusioner findes i Hovedrapporten. Hent Hovedrapporten som pdf-fil